En lus mellem to negle
Det er ikke kun slimsækken i min skulder, der er klemt… jeg er også… mellem lægen og fysioterapeuten.
Jeg har som tidligere nævnt valgt at gøre brug af min sundhedsforsikring. Det vil sige at jeg er gået udenom det offentlige system og er blevet scannet og bliver behandlet hos en fysioterapeut privat. Om det er det lægen ikke bryder sig om, skal jeg ikke kunne sige.
Fakta er den, at jeg henvises til fysioterapi som eneste behandling, men at man ikke stoler på fysioterapeutens vurdering. Det er da lidt spøjst.
Fysioterapeuten anbefaler klart, at der gives en ‘Ultralydvejledt blokade‘ , hvor lægen kan anbringe medicinen præcist med større sandsynlighed for et godt resultat. Dette vil jeg også kunne få gennem min sundhedsforsikring, men kun efter henvisning fra min læge.
Dét mener min læge er helt unødvendigt; “hvis jeg skal henvise alle, der har ondt i skulderen, ville der være 800 på venteliste“. Han har den holdning, at en blokade lagt i ‘blinde’ er lige så godt, men jeg synes, at jeg kunne læse mellem linjerne, at der var blevet trådt på hans faglighed.
Det kan jeg ikke bruge til noget og er i øvrigt også fløjtende ligeglad…. jeg ved bare, at jeg er temmelig træt af at have ondt og er der en behandling, som kan hjælpe, så lad os da for pokker komme i gang!
10 Comments
heidi
Jeg har selv været i klemme mellem en helbredsforsikring og en læge… ikke sjovt..
Men sørg for guds skyld for en ultralyds/injektion.. Det andet er altså ikke ufarligt. det kan ødelægge mere end det gavner.
Mette
Henvisningen kom i hus i dag – HURRA 🙂
Susan
Jeg har selv været det samme igennem, det var virkelig en slem omgang.
Det blev ikke nemmere af at der er stor uenighed om hvordan sådan en skulder skal behandles.
Fysioterapeuten ville ikke røre den før inflammationen var væk og lægen mente ikke at blokade ville nytte.
Jeg kan trøste dig med at det forsvinder af sig selv, der går tid, men det forsvinder.
Mette
Især den sidste måned har været slem og især om natten. Det er svært at finde ro så jeg håber, at den henvisning jeg har fået i dag hurtigt kan komme i brug.
Mette L
Go weekend til Félix & Fruen 🙂
Mette
Tak og meget i lige måde 🙂
Helle
Nogle gange kan man blive så desperat … jeg ved ikke lige, hvordan du kommer videre, men det lyder fuldstændig åndssvagt, at lægen ikke lytter til fysioterapeuten.
Det kan jo ikke være meningen, at man skal flytte læge (hvis det ellers kan lade sig gøre i Nordjylland), fordi de kun lytter til sig selv.
Held og lykke med det.
Mette
Det har stået på meget længe og alle deres tiltag – smertestillende og antiinflammatorisk har ikke hjulpet. Faktisk er jeg langt mere besværet nu end for en måned siden. Tænker det er på tide, at de griber til den blokade selvom det selvfølgelig ikke er fedt med binyrebarkhormon. Deres uenighed kan jeg i hvert fald ikke bruge til noget.
Karin
Du får mine tanker til at gå nogle år tilbage.
Jeg havde nogle smerter i skulderbladet ved bestemte bevægelser, blandt andet kunne jeg ikke lukke en bh, bruge armen til at få bluser over hovedet, tage jakke på selv uden jeg var generet. Efter flere besøg hos læge, fysioterapeut, røntgen blev jeg henvist til en specialafd. hvor de scannede, og konstaterede der var en betændelse i slimhinden, og den kunne ikke behandles med tabletform, den skulle have dosis pr sprøjte, fik det foretaget 3 gange og har ikke mærket til noget siden.
Det tog mig 1½ år før jeg kom om på den anden side, pga. lidt det samme som du oplever. Hvis en læge henviser til en fysioterapeut, og denne kommer med en tilbagemelding, så er det med at lytte til denne tilbagemelding, fremfor at modarbejde den.
God kamp for en bedre skulder.
Mette
Det lyder præcis som hvad jeg sidder i lige nu og jeg tænker, at den slags må være bedre at tage i opløbet end bare at lade stå til med behandling som ingen verdens effekt har.