Allerede fredag

Hverdagene trækker tænder ud i en grad jeg ikke har oplevet længe… hvis jeg satte mig i sofaen, når jeg kommer hjem fra job, ville jeg gå i koma på stedet.

Så det gør jeg ikke.

I stedet trækker jeg i hundelufter tøjet og smider Lillebror i bilen.

Mit lille hus er svært at holde køligt, når temperaturen er så høj, som den vi oplever i disse dage. Tagvinduerne samt et par vinduer nedenunder står åbne, men på dage næsten uden vind hænger lummervarmen i huset hele dagen… at have muligheden for en svalende svømmetur og gå med bare fødder i vandkanten er helt vidunderligt. Samtidig er det ganske befriende at synke ned i sandet, mærke solen på næsen og bare være tilstede. Lade alle tanker om jobbet bag sig.

Vi befinder os midt i det vakuum, der ligger før en fyringsrunde, hvor det kan være svært at tænke på og tale om andet. En af mine kolleger har været nødt til at lave en aftale med sin familie, at de kun må snakke om det 10 minutter om dagen ellers bliver det for meget.

Selv har jeg en nær ven, der lægger øre til. Alt det jeg har behov for. Han har en anderledes holdning til en evt. fyring og på en eller anden måde, er det lykkedes ham, at få det vendt til, at det måske slet ikke er det værste, der kunne ske.

Jeg bliver ked af det og berørt, hvis det sker… selvfølgelig gør jeg det… men jeg tænker også, at det sagtens kunne blive en enorm lettelse at slippe for den konstante uro og usikkerhed vi har oplevet de sidste mange år.

Om 14 dage ved vi besked.