Når alarmen går

Det er spændende og udfordrende, at have små børn og det er tilsvarende spændende og udfordrende at være de store børn og have meget gamle forældre.

Særligt spændende bliver det, når min mor (83) i stedet for sin daglige dosis dement medicin ved en fejl tager sovepiller.

morhaand

Min søster ringede i formiddags.

Min mor var faldet om, min far havde ringet 112 og hun var nu på vej til hospitalet i ambulance.

Jeg smed, hvad jeg havde i hænderne og kørte mod Sygehus Syd, hvor jeg antog, at man ville køre hende hen.

Der når at gå rigtig mange tanker gennem hovedet på en på sådan en køretur. Hun var ikke ankommet endnu da jeg nåede frem, men 15 minutter efter rullede de hende ind på akut modtagelsen.

Sovende.

Hun var nemlig ikke faldet om… hun var faldet i dyb søvn!

Efter en masse undersøgelser skal konen nu bare sove rusen ud, så er hun så god som ny.

Det bliver en historie, vi kommer til at underholde os med mange år fremover i familien 🙂

17 Comments

  • Gitte

    Uha sikken en omgang. Det er forfærdeligt hårdt, når ens forældre pludselig kræver pleje. Kender det desværre alt for godt.

    • Mette

      Der er mange kameler, der skal sluges – både for den gamle og for de pårørende. De må være svært pludselig at blive så afhængig af andre, så man skal også kunne træffe nogle svære beslutninger vel vidende, at de måske ikke blive så positivt modtaget.

  • Fruen i Midten

    Åh for filan da, sikke en forskrækkelse. Godt, at I slap med skrækken, og godt at I har sikret jer, at det ikke sker igen. Begge mine forældre har passeret de 80, og jeg kan godt mærke, at de der såkaldte udfordringer begynder at manifestere sig ude i horisonten.

    • Mette

      Det er svært både at håndtere og tale om… når de mennesker man har lænet sig op ad det meste af sit liv pludselig er dem, der skal drages omsorg for. Det er tungt, synes jeg.

      • Deborah

        Det er meget tungt. Min far har det p.t. godt, men vi har sørme også haft vores episoder. Forkert diabetesmedicin taget, gav også en tur på hospitalet engang og i det hele taget. Han er heldigvis et godt sted nu, hvor han kan kalde hjælp og der holdes lidt øje med ham. Han er glad og det er vi også.

        Dejligt, det ikke gik værre!

        • Mette

          Mine forældre bor fortsat i eget hjem. Nogen gange ville jeg ønske de boede i en beskyttet bolig – både for deres og for vores skyld – men det er også en af de samtaler der er svær at tage.

          • Deborah

            Jeg synes, du skal tage den. Det er en svær erkendelse, men både for dem og ikke mindst for de pårørende, giver det en stor lettelse, at de er et trygt og godt sted. Det har det ihvertfald gjort for os. Nu var vi også der, hvor min far selv blev utryg og gerne ville selv, og det gjorde det jo lettere. Men derfor var det da stadig svært, men det tror jeg ikke, han tænker på mere. Også fordi de skal derhen mens de kan nå at nyde det.

  • Rikke

    Pyha Mette, sikke en forskrækkelse. Godt at det var falsk alarm, selvom det kunne være endt galt.
    Så jeg tilslutter mig ovenstående med dosispakket medicin. En lettelse for langt de fleste, for så er der bare en fin rulle man skal tage en pose fra X antal gange om dagen

    • Mette

      Når der sker sådan noget som i går så kommer det pludselig meget tæt på. Der løber rigtig mange tanker gennem hovedet og selvom jeg udadtil er stærk, så sidder der en lille Mette inden i og er skide bange for at miste sin mor.

      I dag kan vi bare grine af det 🙂

  • Kirsten

    Åh, sikken forskrækkelse, men godt at det ‘bare’ var det. Kan være i kender det allerede, men der er jo mulighed for at få medicin dosispakket, så hun får en lille pose med medicin til hver dag (eller flere gange om dagen hvis det er sådan, hun skal tage sin medicin) . Det er en rigtig god ide, så man tegner det korrekte medicin på det rigtige tidspunkt – og det er noget hendes apotek kan tage sig af.
    Jeg er i øvrigt vild med din blog – og ikke mindst Lillebror?

    • Mette

      Min mor tager kun dement medicin og den bliver pakket i sådan en æske for en uge af gangen. I går skete der så det at de havde fået pakke fra apotektet både med dementmedicin og mine fars sovepiller og så havde de forvekslet blisterpakningerne. Vi har sikret os, at det ikke sker igen 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *