Stille stille

Mosen er forbavsende fattig på fugle. Det betyder, at der på en vindstille dag ikke høres anden lyd end den mine støvler laver på grusvejen og Lillebrors halsen.

Står jeg stille og Lillebror lukker munden føles det, som at stå i et lydtæt rum. Jeg tænker, at bor man i en by er den slags stilhed ganske ukendt.

På min morgenvandring i byen var det anderledes. For første gang i år bemærkede jeg nemlig, at fuglene i stor stil er begyndt at synge morgensang. Måske har de hørt, at foråret er lige om hjørnet med udsigt til to cifrede varme grader hen over weekenden og derfor fandt anledning til at synge.

Arbejdsugen har været rygende travl. Jeg har endelig fået gjort kål på den bunke, der havde hobet sig op, efter jeg i sidste uge var fraværende i tre dage. Jeg har haft 1:1 med min chef. Han siger, at der bliver arbejdet på at finde en permanent backup på min funktion.

Det har man sagt siden november 2013, hvor man fyrede min makker… jeg er nok kommet dertil, at jeg vil se det, før jeg tror det!

Weekendens kalenderblade er blanke – og står det til mig, forbliver de sådan – med plads til spontane indfald og lange strandture i selskab med pelsdyret. Resten af marts indeholder en del aftaler og arrangementer og det vil derfor passe mig glimrende, at have ladt batterierne helt op inden jeg tager hul på sidste del af måneden.