Sørlandet og Err 40
At jeg fik taget lidt billeder på havnen i Hals skyldes udelukkende, at jeg i dag tog en chance.
Mit kamera fejlede med en ‘Err 40’, som iflg. Google og Canon betyder ‘cannot communicate with battery‘. Det virkede ret sandsynligt idet der ingen strøm var på.
Jeg forsøgte Canons eget løsningsforslag med at fjerne begge batterier og dermed resette skidtet. Det virkede umiddelbart. Men hvor længe. Jeg synes, at det vil være træls, at tage på tur med kameraet og så stå med problemet et eller andet sted ude i sommerlandet.
Google henviste også til en youtube video, som angiveligt viser hvorfor problemer opstår. Det er en lille bitte skrue, der vrister sig løs og falder ud.
Jeg tog chancen og åbnede kameraet og ganske rigtigt manglede den lille skrue. Det var ikke muligt, at finde den eller ryste den ud af kameraet, men jeg fandt en tilsvarende og monterede den.
Jeg håber løsningen er permanent – og så må jeg vist hellere få sat en opsparing i gang til en afløser. Et kamera kan jeg under ingen omstændigheder undvære.
Norske Sørlandet lagde til ved kajen i Hals. Det er en smuk og velholdt fuldrigger bygget i 1927 og som i dag fungerer som skoleskib.