Halv fridag i utide

Min makker mødte ind på job i mandags efter 14 dages ferie. Det betyder, at vi i denne uge er to om at lave ‘ingenting’.

Dagene er enormt lange og for blot at have lidt at gøre tilbød jeg i dag min hjælp i teknikkælderen. Den opgave jeg fandt dernede var forholdsvist hurtigt klaret og vi blev derefter enige om, at en af os skulle tage hjem til middag i dag og den anden i morgen.

Den uventede halve fridag betød, at jeg nåede hjem til onsdagsmarked i Hals for første gang i år.

markedpage

Hver onsdag hele sommeren er Midtergade lukket for normal trafik og her har kræmmere så stadepladser, hvor der faldbydes alt mellem himmel og jord.

2013-07-17 14.09.02

Torvekroen leverede levende musik og udendørsservering langt ud på gaden.

På torvet overfor har byens og omegnens unger lov at sætte sig med deres boder og tjene en skilling på deres gamle legetøj.

I øjeblikket er byen proppet med turister og Storkøb har fire kasser åbne mod normalt én. Markedet om onsdagen tiltrækker om muligt endnu flere mennesker og der er hverken til at komme frem eller tilbage nogen steder.

Der var mange ting, der fristede.

Blandt andet faldt jeg for en smuk håndlavet sølvring – men den fandtes kun i to eksemplarer… den ene for stor… den anden for lille. Heldigvis eller desværre… afhængig af om det var pengepungen eller begejstringen, der så på det (:

Der var smuk Aluminia fajance og Danild skåle og fade, der fangede mit øje mellem alt skramlet.

Jeg nøjedes dog med friskplukkede jordbær og nyopgravede kartofler købt af en lokal bondemand, lidt krydderier og en pose ildelugtende sener til hundene.

2 Comments

  • Lisbeth Fossum

    Ja markedsonsdag er det ikke til at handle eller komme frem i Hals..:-)
    Vi var til fødselsdag hos mit oldebarn i lørdags og hele klanen gik så på Skanse marked bagefter. Det var jo også sidste dag de spillede Oliver Twist så vi skulle lige kikke til mit yngste barnebarn der spiller med. Min veninde Vivian er suffløse.
    Hele familien har engageret os i amatørteateret gennem årene…:-)
    Mange sjove ting at finde på markedet men også meget skrammel..;-)
    På lørdage er der jo marked ude i Lagunen der er det meget hyggeligt og om mandagen kan man være heldig at finde noget brugt og gammelt på Hou Havn.
    Man behøver ikke at kede sig i Hals..:-)

    • Mette

      Jeg har hørt rigtig godt om årets Skansespil. Jeg er ikke selv til teater så det får jeg nok aldrig at se, men det er da dejligt med alle de initiativer, der kan trække folk til byen.

      Vi mangler bare at der sker noget uden for turistsæsonen, som også kunne tiltrække besøgende – det tror jeg kunne gavne det skrantende forretningsliv.

      Jeg har ferie lige om lidt og så vil jeg besøge de to andre markeder også 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *