Haveliv
Min mobil minder mig også i min ferie om tavle-og afdelingsmøder… hvor er det dog en herlig ting, blot at kunne trykke ‘afvis’ og så gå på en rundtur i haven med kaffen i stedet for.
Derude springer den smukke klematis snart ud sammen med de store Verbenaer og Annes smukke hvide roser.
I højbedet begynder jordbærrene at modnes, tomaterne vælter frem og lover godt for høsten senere. Løgtoppene vidner om store fede løg nede i jorden og krydderurterne er klar til høst. Radisserner er forlængst spist og det samme er salaten.
Med en hanhund i huset er jeg færdig med at hive rabarber for i år… næste sæson skal jeg have fundet en måde at afskærme bedet på, så han ikke synes det er attraktivt at lette ben op af de store blade.
Jeg fik gjort kål på en del skvalderkål i går. Mest ihærdig var jeg i den del af haven, hvor jeg har nabo med syd. Naboen er rigtig sød, men jeg havde ikke svært ved at læse mellem linierne, at hun er godt og grundigt træt af mængden af skvalderkål, som breder sig ind i hendes have også. Der står en del træer dernede og det gør det skide svært at komme til at fjerne dem alle sammen, så jeg tænker det bliver en meget lang kamp.