Tjenester…
Tanker på en tirsdag…
Jeg er privilegeret. Jeg kender en, der kan lave min bil. En anden, der kan fikse min computer og min blog, hvis jeg har klokket i det. En tredie, der har egen forretning, hvor jeg kan købe til indkøbspris. En fjerde der uddeler fribilletter til biffen med rund hånd. En femte der….
Og jeg benytter mig af det… men helst kun hvis jeg føler, at jeg har noget at gi’ den anden vej.
Det eneste jeg ikke gør er, at pådutte disse “hjælpenisser”, at de skal yde samme service overfor mine kolleger, venner, bekendte… jeg vil ikke engang spørge!
Jeg ved fra mig selv, at man pludselig kan blive kvalt i filantropi.
Indtil for 5 år siden kodede og designede jeg hjemmesider for Gud og hver mand. Det var fint nok, hvis ellers det var ophørt der. Men det gjorde det ikke. Hver gang, der skulle rettes et komma var det undertegnede, der skulle gør det. Langt de fleste rettelser var i småtingsafdelingen. Noget jeg kunne gøre med venstre hånd. Problemet var blot, at der til sidst var så mange sider, der skulle vedligeholdes med smårettelser, at jeg hver eneste aften sad flere timer ved pc’en.
Jeg fik bare nok og da jeg samtidig blev syg og ikke længere kunne overskue det, sagde jeg fra. Over for alle.
Og har gjort det siden.
Jeg har et par stykker, jeg stadig hjælper – og med glæde!
Den ene tjeneste er jo den anden værd.
…
Derfor blev jeg også skide skuffet da jeg i dag blev spurgt: Er det til dig selv?
Skuffet over at vedkommende tilsyneladende kender mig så dårligt. Trods alt.
4 Comments
Monica
ah ja… min mand er kok, og der var en tid hvor vi blev inviteret ud at spise med et “kan I ikke lige komme ½ time før, og lave sovsen…” suk…
det er godt vi når at blive voksne og kan finde ud af at sige fra..;)
Mette
Det er netop sådan jeg tænker, at de mennesker der har et håndværk eller blot har skruet hændernde rigtigt på må have det… hvor må det være træls altid at skulle møde op i ‘arbejdstøj’.
Deborah
Ja, sådan kan man blive så skuffet, det blev jeg også i dag, omend på en lidt anden vis.
Det med tjenerster kender jeg skam også godt. Kan du ikke lige sende det, og det, og det. Og nej det kan jeg så ikke, for så kunne jeg ikke bestille andet. Så jeg er også holdt op med at være flink i tide og utide (mest det sidste). Folk kender ikke ingen grænser, og giver man dem lillefingeren tager de fleste hele armen – desværre!
Mette
Dengang med de websites var nu helt min egen skyld. Jeg kunne sagtens havde sagt fra inden jeg druknede i det – og da jeg blev nødt til det så mødte jeg heldigvis stor forståelse.
Jeg hjælper fortsat gerne, men i dag er det i en helt anden målestok 🙂