Den sidste søndag
Weekenden og ferien blev sluttet af med 9 års fødselsdag, boller, lagkage og ikke at forglemme… Justin Bieber/L.O.C. battle på fan-parat-viden.
Når man er 9 ved man simpelthen A L T om Justin Bieber (måske lige med undtagelse hvilken størrelse sko han bruger, hans yndlingsparfume, hvor længe han har haft sin kæreste og et par andre detaljer… men hvem hænger sig i den slags).
Poden blev efterfølgende udfordret af samme Bieber fan – for hvor meget vidste hun så lige om L.O.C.
Behøver jeg at sige, at dagens vel bedste fødselsdagsgave var billetter til Bieber koncerten i Parken i foråret. Det gør jeg vist ikke 🙂
…
Nåmen det var altså så den ferie, der var slut. Jeg troede kun, at jeg skulle være alene på pinden de næste 14 dage, men det viser sig, at min makkers ferie er vokset til 3 uger. Det har jeg det sådan lidt træls med, for alle er jo færdige med at holde ferie og jeg kan derfor forvente stor travlhed.
Jeg tænker, jeg må lukke øjnene, tage opgaverne som de kommer og undlade at prøve at nå to personers job. For det kan jeg i sagens natur ikke.
Men inden ferien er helt slut, skal jeg se Usain Bolt løbe 100 m finale…