Tyndhudet
Jeg ved ikke helt hvad det værste er. Hvis der altså er noget ved hele den her… situation… der er værre end noget andet. Jeg ved faktisk slet ikke, hvordan jeg har det. Måske dét er det værste. At jeg ikke aner om jeg er glad eller ked af det eller såret eller lettet eller vred.
Jeg ved så meget andet. Jeg ved, at jeg for 14 dage siden havde to gode venner. Og jeg ved, at de nu begge to er væk. Den ene på mest tragiske vis. Den anden skred selv ud af mit liv.
Og det er så det, jeg ved… nu.
Ellers ved jeg vist kun, at helt ligeglad er jeg ikke.
Weekenden hilses velkommen. Jeg trænger til ro og rum til at slikke mine sår. Til at forstå og rumme.
Jeg mener: forever er squ da forever, ikk? – eller det troede jeg i det mindste :-/
9 Comments
Susling
Hvor der handles, der spildes. Sådan tror jeg bare, at det er en gang i mellem. Sker også for mig – ikke ofte og ikke tit. Men det sker. Og selvfølgelig river det lidt i halsen og hjertet der har sat sig oppe i halsen bliver svært at synke. På den anden side er det også min overbevisning, at når et venskab ryger (blandt de levende), så er der nok en grund og grunden har nok været der lidt længere, end man har turdet indrømme over for sig selv. MAO: Kan noget ikke stå distancen er det ikke nødvendigvis din skyld, den andens skyld- eller min, for den sags skyld. Aldrig 100%, for der skal altid to til en tango.
Mette
“Vi ser kun det, som vi er klar til at se” og du har helt ret Susling… der ér en grund og grunden har nok været der lidt længere, end vi har turdet indrømme over for os selv og hinanden.
Anette B
Kære Mette
Jeg er er jo i virkeligheden ikke så tæt på dig, at jeg har “rettighed” til at skrive noget til dig her… Men jeg gør det alligevel – stikker næsen lidt frem :-/
Jeg har jo fulgt med her på din skønne blog – helt tilbage fra starten af… og er der noget jeg IKKE synes du er, så er det tyndhudet. Jeg ser dig som et menneske der tør at sige sin mening og stå ved den, og det er der faktisk ret mange mennesker der ikke kan kapere – og det er det, jeg tror du er oppe imod…! At du får “fjender”, alene fordi du er som du er…!
Jeg ser det som din styrke, igen uden at kende dig rigtigt, og min egen erfaring er, at ofte er ens stærke side, også indgangen til ens svage sider… Og det må man så også deale med… Og så skal man aldrig være ked af, IKKE at være ligeglad, synes jeg 🙂
Kort sagt, Mette: Jeg synes du er FANTASTISK, og kan ikke helt forstå, at der er nogen der vælger dig fra – er man venner, så er man venner…! BASTA 😀
En rigtig god weekend til dig – trods alt…!
Mange varme hilsener
Anette B
Mette
Man må gerne stikke næsen frem… det er jo det jeg selv gør.
Jeg tror, du har ret. Der var en der engang sagde til mig: Du skal ikke bruge din energi på at tænke over, hvornår du skal holde mund… måske bare tænke over, hvornår dine omgivelser kan tåle at høre sandheden (min opfattelse af sandheden vel at mærke).
Det er nok det sidste jeg glemmer :-/
Lige i det her tilfælde er der en masse følelser involveret og det gør unægteligt alting mere kompliceret.
Never mind, det vist bare på tide at gi’ slip på dét, der skal gives slip på og komme videre.
God weekend til dig Anette B – og tak for de søde ord!
Deborah
Jeg kender dig jo heller ikke sådan rigtigt af gode grunde, men vil give Anette helt ret. Ofte tror jeg, at jeg har lidt den samme svaghed eller styrke, hvordan vi nu vender det.
Jeg mistede en MEGET, MEGET tæt veninde, der sagde, hun så mig som sin søster, fordi hendes mand var et dumt svin – både overfor andre og overfor hende. Det havde jeg det selvfølgelig svært med, og han har så endt med at stille hende et ultimatum. Det var det venskab. Det har taget mig ÅR at komme mig over, hvis man kommer sig. Man lærer at leve med, for jeg savner hende og vores “in sync”, for jeg har ikke haft det med andre på helt samme plan omend jeg har mange dejlige venner og veninder.
Har også prøvet at miste på mest tragiske vis, og det er sgu svært, og selvfølgelig skal man have tid til at synke og fordøje så at sige. Men to på 14 dage er altså også voldsomt! God weekend med et kram oveni
Mette
Mellem “os” er der også et helt særligt bånd, som ingen nogensinde kan tage fra os… men samtidig er vi også nødt til at erkende, at der er alt for mange følelser i klemme til, at vi blot kan være venner.
I dag ville jeg ønske, at han aldrig havde kontaktet mig igen..