Langtorsdag
En lang torsdag er ved at finde sin afslutning og det eneste jeg orker er at smække benene op i sofaen, drikke noget kaffe og se en god film.
Vi havde fri i dag, både Poden og jeg. Det er 3 måneder siden førstnævnte blev opereret på Plastikkirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus og i dag skulle resultatet kontrolleres og vurderes af den opererende kirurg. Hun har lavet et rigtigt fint stykke arbejde og jeg kunne se, hvor meget det glædede hende, at Nanna er så glad for resultatet.
Nu er hun for første gang i 3 måneder uden plastre og uden snærrende bandage… men vi er enige om, at resultatet absolut har været besværet værd.
Bagefter var der nogle julegaver der skulle købes, et garn der skulle trimmes, nogle negativer der skulle afleveres, en kage der skulle købes, en fødselsdag der skulle fejres, en far der skulle besøges, en mor der skulle transporteres og mad ser skulle laves.
Tilbage er kun en aften der skal nydes i godt selskab. Det orker jeg nemlig godt!