Drenge og piger eller drengepiger

Der var en, der spurgte i går:

Du skal bare være blandt mænd.
Hvorfor egentlig?

Det har jeg gået og funderet over, mens jeg gjorde rent – for det er en helt korrekt observation. Og sådan har det stort set altid været.

Da jeg var barn og skulle ønske mig noget min far skulle have med hjem fra en af sine utallige rejser var svaret; “et revolverbælte“. Jeg fik det flotteste revolverbælte ever… og to smukt dekorerede seksløbere med perlemorsskæfte. Jeg  havde ishockeystave og spillede med knægtene i gaden. Jeg legede også med dukker. Og piger. Men som jeg husker det, foretrak jeg helt klart drengene.

Da jeg fik mit første job var det i en ren mandeafdeling. Sådan er det også i dag.

Jeg oplever mænd, som mere ærlige. Der er ikke så meget fnidder… en skovl er en skovl og så er den ikke længere. Det tiltaler mig. Jeg føler mig i det hele taget bedst tilpas i selskab med mænd – sådan er det bare og jeg tror ikke, der findes nogen egentlig forklaring. Og jeg behøver vel heller ikke have en (-:

Andre spørgsmål som også er udsprunget af gårsdagens samtale og som jeg også mangler svar på

• Hvornår er det blevet forbudt, at vælge sine egne venner – enten man er 17 eller 47? Hvorfor skal andre dømme om den ene eller den anden er “comme il faut”?
• Hvorfor har man i omverdenens øjne nærmest pr. definition noget kørende, hvis man er venner med en af det modsatte køn?
• Hvorfor betragtes man som single pige/kvinde også nærmest pr. definition som en potentiel trussel mod ethvert parforhold?

Ved du det..? For jeg gør ikke.

Nåmen dagens mand 😉 er på trapperne… menuen står på Pariserbøf med hele svineriet og kold Heineken til. Det bli’r næppe meget bedre.