Så blev det onsdag

Det er en uge siden Poden lå på operationsbordet. Det er gået bedre end vi havde turdet håbe på.

Som tidligere nævnt kan resultatet ikke bedømmes før om lang lang tid, så jeg tænker her på selve forløbet… både af operationen og tiden lige efter.

Hun er lige hoppet på en bus til et møde med en veninde inde i Aalborg. Hun bliver stadig både hurtigt og meget træt, ikke mindst pga. af den smertestillende medicin, som fortsat er nødvendig, men det forhindrer hende heldigvis ikke i at leve og opleve.

Jeg har været tidligt oppe. Havde en vicevært aftale fra morgenstunden. Lidt små reparationer og et køleskab med en skæv låge. Køleskabet kan ikke laves – faktisk er det blevet værre efter besøget – og et nyt er sat i bestilling. Men vi trækker tiden en anelse, for der er planlagt indkøb af nye og meget bedre modeller. Så jeg venter gerne.

Vente måtte den rødhårede også. Ude i haven. Viceværten er ikke ret stor fan af Arabella, så trods det temmelig fornærmede ansigt hun kunne stille op, måtte hun pænt  blive ude.

Populær var hun heller ikke i aftes. Vi mødte eksen (i ført helt rene jeans) og hans handyr nede på marken. Trods mange krumspring – og en hel del børsten på omtalte rene jeans – havde han mudder op i knæhøjde da vi gik hjem. Til stor moro for Poden og jeg. Vi var nemlig i praktisk tøj… og gummistøvler. Nogen synes vores røjsere er latterlige og benytter enhver anledning til at joke med dem… “but frankly my dear, we don’t give a damn”!