Så oprandt dagen…

Der findes nok næppe noget mere dræbende kedsommeligt end ventetiden på et hospital.

Læge, sygeplejerske, opererende læge, narkoselæge… 4 samtaler og 4 undersøgelser skulle Poden igennem før vi efter 6 timer fik lov at tage hjem. Og det kunne endda have været meget værre.

Vi havde forberedt og pakket en masse underholdning – læsestof, musik, computer og film. Vi kunne lige så godt prøve, at få det bedste ud af ventetiden. Og det gik okay.

Hun skal på operationsbordet som nr. 2 i morgen. Først skal de gennem en lang og kompliceret operation – og hun skulle ikke forvente, at komme til før ved middagstid. Mere ventetid. Og fastende. Men i morgen har hun tilgengæld en seng og når hun bliver dopet fra morgenstunden får hun sikkert ingen problemer med at tage en formiddagslur.

Jeg får lov at følge hende til døren ved operationsstuen og ikke længere. Og de tillader ikke besøgende på opvågningen. Jeg havde håbet – for Nannas skyld – at jeg fik lov at være der til hun sov og jeg havde da helt sikkert regnet med, at kunne være på opvågningen. Jeg har ligget på sådan en opvågning 3 forskellige steder og jeg har hver gang oplevet at nogen (incl. jeg selv) have en pårørende tilstede. Men sådan skulle det altså ikke være her. ØV.

I aften spiser vi ude… feder os i alt det forbudte… ser tåbelige film… abstrahere fra morgendagen..!

 

16 Comments

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *