Får eller ged..?
Det blev ikke akkurat den weekend jeg havde forestillet mig da sidste uge lakkede mod enden. Jeg har tilbragt en stor del af den under dynen, på sofaen og ikke været mange sure sild værd… spildt en ellers lovende weekend med at sove… i mange mange timer… og er gået glip af 8 års fødselsdag, lagkage med blåt flødeskum, familiehygge og besøg fra nord. Æv.
Til gengæld er jeg nu sluppet af med både feber og smerter, appetitten er så småt vendt tilbage og selvom jeg stadig er mat, er også energien for opadgående, så lidt gevinst er da der kommet ud af de to dage.
Jeg skal på job i morgen. Uanset. For at løfte energiniveauet op fra “mat” måtte der frisk luft til. Den rødhårede og jeg kørte til Store Økssø. Der går en sti hele vejen rundt om søen, men det var kræfterne dog ikke til og da det samtidig blæste en del og skyerne trak sammen og truede med regn, nøjedes vi med en mindre tur.
Vi mødte ikke forfærdelig mange mennesker, men tilgengæld den her fætter og hans familie. Alle med horn. Ligesom jeg ikke helt kender forskel på frøer og tudser, har jeg også lidt problemer med får og geder. Men den har krøller. Og den er blød. 🙂
PS: Søndagsfilmen på TV2 som starter kl. 21, “A history of violence” med tæskelækre Viggo Mortensen i hovedrollen, er en fantastisk film uden afbrydelse. Bare så du ve’ det.!
6 Comments
Monica
pfff.. syns nu den ligner et får.. eller noget…
godt du er i bedring..
så den film igår – den var go’ ( holdaop) – og jowda, ham Viggo drengen måtte da godt spise popcorn i min seng…
Deborah
Jeg har lige spurgt en får/ged kyndig – det er en Mohairged 🙂 Flot foto som altid.
Mette
Tak Deborah – så fik vi den ged barberet 🙂
Rikke
Hmm ! Er godt nok heller ikke nogen ørn til de der kræ, men når du siger den er meget blød, så gætter jeg alligevel på en mohair-ged. Den ligner i hvert fald, uden jeg dog er helt sikker….
Mette
Det vil sige, at det her nu er en slags strikkeblog 😉
Deborah
Ha, ha 🙂