Hjemme igen

Ferien er kun lige begyndt og allerede er vi mange oplevelser rigere. Efter nogle hyggelige dage i det tyske er vi atter retur i Vodskov.

Turen sydpå gik forrygende og vi nåede vores bestemmelsessted uden problemer. Jeg blev dog lidt hed om ørene da vi rundede Wilhelmstrasse og fik øje på hotellet. Jeg havde bestilt værelse på Hotel Prodomo og det var ikke dét navn, der stod på facaden. Vi parkerede og henvendte os i receptionen. Noget skeptiske. Det viste sig dog, at hotellet blot havde skiftet navn og der var skam et værelse klar til os. Og ikke bare havde hotellet skiftet navn, det var også blevet renoveret og både restaurant, værelser og reception havde fået en ansigtsløftning og fremstod betydelige mere lækkert end sidst vi boede her.

Selvom værelset var nyrenoveret fik vi ikke meget søvn den første nat. Tre unge mennesker i værelset ved siden af kom fulde hjem på et tidspunkt i løbet af natten og så lød det ellers om om de ommøblerede hele hotellet… inden der hen på morgenen endelig blev ro. Vi var lettede da vi ved sengetid næste aften fornemmede at naboværelset stod tomt og natten forløb da også uden mere ballade.

Mandag og tirsdag havde vi det dejligste vejr. Vi har spist udendørs og gået med bare arme. Også om aftenen.

Vi har shoppet, gloet på vinduer… og mennesker, Poden har prøvet tøj… meget tøj, vi har spist dejlig mad og drukket Flensburger Pilsner. Og Cola. Vi har tjekket de tyske mænd ud… bundesligafrisuren er væk og der findes nogle ganske se-værdige eksemplarer syd for grænsen. Det er en ren fornøjelse at rejse med en 17 årig 😉

Onsdag morgen var det definitivt slut med det fine vejr og der var både gråt og vådt. Meget vådt. Så efter at have nydt hotellets dejlige morgenmad, blev vi enige om bare at pakke Poloen og køre nordpå igen.

Vi tog os god tid. Shoppede ved Pötzsch… og fyldte bagagerummet med Heineken, Tuborg, Mokaï, Cola, snold og griseører.

Jeg ved ikke, hvor de har indført den meget omtalte øgede grænsekontrol – men vi kunne i hvert fald konstatere, at det ikke var i Kruså.

Vi så ikke skyggen af toldere eller toldkontrol og susede lige gennem. Både ud og hjem. Foran os, på vej ind i Danmark, kørte en ligvogn med nedrullede gardiner og  hvor mange illegale flygtninge kan der ikke lige ligge bag i sådan en vogn..? Pia K. ville ha’ græmmet sig, hvis hun havde set den vogn køre glat igennem… Poden og jeg kunne i hvert fald nemt se menneskesmugleren i den skumle chauffør… eller også var det blot en typisk bedemand 😕

Det regnede stort set hele vejen hjem. Først nord for Randers blev det tørvejr igen. Det er rigtig væmmeligt at køre, når der er så vådt. Specielt fordi der på hverdage også kører utrolig meget tung trafik på motorvejen og man mister næsten udsynet, når man skal passerer sådan et lastvognstog.

Men hjem kom vi. Den rødhårede er hentet og er nu gået i koma i Fatboyen. Det er hårdt at være i selskab med Viktor og jeg tror, der går et par dage før hun rigtig vågner op igen.

Jeg er ret godt tilfreds med forløbet af første del af min ferie. Desværre ser vejret ikke ud til at arte sig de næste par dage… men som manager for det førende Tour de France hold er der et par vigtige bjergetaper at koncentrere sig om og så er vejret den mindste bekymring (-: