Perler på snor
Torsdagen bød på en af de lange arbejdsdage. Kl. 17 kunne jeg lukke og slukke. Huset havde gæster til jubilæumsreception og selvom der er inviteret til åbenthus fra 15-17 viser erfaringen, at samtlige gæster kommer inden for den første halve time og vi kan så sidde og blomstre i receptionen i 1½ time til ingen verdens nytte… bare for det tilfælde, at der skulle dukke en enkelt op 🙁
Nå, men det er en helt anden historie.
Jeg havde været forudseende og rekvireret et headset til min bærbare og kunne derfor bruge de ensomme 1½ time på at nyde en perle af en film, nemlig Lone Scherfigs “An Education“.
Der har været mange perler på det seneste, film der rører, bevæger, betyder: Into the wild, A single man, Atonement, Precious, Invictus blot for at nævne nogen og nu altså også An Education.
Skolepigen Jenny Mellor fra den snorksovende London-forstad Twickenham bliver forført af den dobbelt så gamle David Goldman med den smarte sportsvogn, de veludviklede talegaver og de søde, bløde bamseøjne.
På trods af sportsvognen er David umiddelbart mere charmerende end faretruende sexet. Så selv om datteren kun er 16 år, accepterer Jennys forældre forbindelsen. Og bliver Jenny forført, så lader hun sig også forføre.
Erfaring har Jenny ikke meget af, men hun er mindst lige så klog, som David er smart. Når hun beslutter sig for at kaste sig i verdensmandens arme, er det også, fordi David kan blive hendes billet til en mere spændende verden uden for Twickenham. David gør stormkur, og Jenny kommer på en dannelsesrejse, der samtidig er et lynkursus i kunsten at blive voksen. Til hverdag tøsefnis og terperi i en sky af pubertær døsighed og skolekridt. I weekenden champagne, amoriner og højt opsat hår.
Og så blev torsdagen også dagen, hvor jeg tog tyrene ved hornene og brød lydmuren… det gik ikke uden knuden i maven voksede, men det gik… også dét er en helt anden historie!