Jeg ka’ squ godt selv…
Jeg er temmelig meget stolt af mig selv i dag. Stolt som i… når en opgave, som jeg tvivlede lidt på at jeg kunne klare, lykkedes på allerbedste vis 🙂
Jeg overtog et job sidste år fra en rejst kollega, nemlig administration af firmaets informationsskærme (og der er mange skal jeg hilse og sige). En kollega, som havde langt langt mere teknisk indsigt end jeg. Og som desværre rejste uden at få mulighed for at gi’ sin viden fra sig.
I dag er det lykkedes mig, helt egenhændigt, at konfigurere et nyt møderumsskilt i firmaets københavnerafdeling… og ikke nok med det… det er sørme også den rigtige data, der bliver vist på skærmen. Og det er altså ikke bare sådan lige..!
Jeg havde ellers en aftale med min helt egen it-nørd i morgen. Ikke fordi han ved ret meget mere om det her specielle system end jeg – men jeg mente alligevel, at det ville være rart at holde ham i hånden, mens jeg udførte opgaven. Bare som sådan en slags “så er vi to, der ved hvad jeg har gjort galt” tryghed.
Men “noget” fik mig til at forsøge i dag og uden hjælp. Og pokkerme om ikke det lykkedes. Uden problemer overhovedet.
Det blev til en lille sejrsdans lige der midt i kontoret 🙂
Ikke dårligt af en tirsdag.