Hvem der var en hund…

I dag er en slags mærkedag i vores lille familie. Det nemlig 11 år siden vi hentede vores første Dogue de Bordeaux i Kennel Charming Red og samtidig er det også 3 år siden, vi hentede vores sidste hos bageren i Mou. Jeg ville ikke ha’ undværet en eneste af dem, men samtidig må jeg nok indse at Arabella er min sidste.

Ikke sådan at forstå, at jeg vil undvære at have hund – slet ikke – men næste gang tror jeg, det bliver en af lidt mindre race. Hund må jeg ha’, for som der bliver skrevet i en kommentar til indlægget herunder

– så er det man bliver SÅ glad for de 4 benede – de svigter sgu aldrig – er er ALTID i nærheden når man behøver dem

– heldigvis har du den røde

Og ja, det er præcis sådan det er. Den rødhårede er aldrig sur og negativ. Hun er fuldstændig ligeglad med, om jeg har en dårlig dag – hun synes om mig, præcis som jeg er og jeg behøver ikke undskylde, forklare mig, forestille mig.

Klø hende lidt på brystet eller nus hende bag øret, så er hun lykkelig og hendes hengivenhed ægte og ubegrænset.

I dag gik vi ned til fjorden. En tur på omkring en time hver vej, hvilket kom lidt bag på mig – men dejligt var det og vi er blevet blæst godt igennem. Desværre tabte jeg min jakke i vandet (var i øvrigt ved at ryge i selv også) og måtte gå hjem uden, så jeg er blevet rigtig gennem forfrossen.

Den planlagte biftur for at se “Pigen der legede med ilden” er derfor udsat til en anden weekend. Jeg tror, jeg i stedet skal have mig et varmt bad og så ryger der en god film i dvd’en. Og så kan den rødhårede få lov at varme mine fødder. Der er hun nemlig også en sikker vinder!