Dårligt vejr og dårlig hårdag
Når det gælder Weber entusiaster, så er der ikke noget, der hedder dårligt vejr… nå okay, det var måske et stort ord at bruge om mig og min lille grønne Smoky Joe, men ikke desto mindre har vi grillet bøfferne til de hjemmelavede burgere, mens himmel og hav stod i ét over det nordjyske. Den lille grønne blev hevet ind under udhænget fra terrassen og så gik det fint.
Under den i øvrigt vellykkede og velsmagende middag faldt snakken på de unge mennesker, der med jævne mellemrum henter poden her på matriklen. Undskyld… men grimme unge mennesker. Bevidst grimme! Hår, makeup, påklædning, holdning. Bag facaden ved jeg jo, de ikke er grimme – det er unger, jeg har kendt siden de var 6 år gamle. Nogen af dem har Nanna sågar gået i børnehave med. Og jeg ved, det er kønne piger og søde knægte, der gemmer sig inde bag ved den sorte makeup og det uplejede, uklippede lange sorte hår, det alt for store tøj og de ludende skuldre.
Jeg forsøgte at få poden til at forklare mig hvorfor nogen bevidst vælger at se så uskønne ud – jeg vil så gerne forstå! Men hun kunne ikke kaste lys over mine spørgsmål.
Måske skal jeg bare slå mig til tåls med, at jeg har været usandsynligt heldig. Med min teenager.
(og hun pakker fortsat bøger ind)
One Comment
Deborah
Okay, hvis du finder “de vises sten” omkring det med at se så GRUFULD ud, som mange unge gør nu om stunder, så fortæl mig lige. Jeg er klar på smag og behag, men blinde er de vel næppe 😀