Jorden kalder Mette

Det slog mig i aftes, efter at have forfattet en mail til en god veninde, at jeg har været ufattelig dårlig til at holde mine bekendtskaber og venskaber vedlige her i 2008…

Jeg har bare haft NUL overskud til ret meget andet end at koncentrere mig om det, der er foregået i min egen lille bitte verden… det gør selvfølgelig også, at jeg sætter endnu mere pris på dem, der fortsat hænger på og i månedsvis tålmodigt har ventet på livstegn fra mig. Nu skal jeg skærpe mig ellers ender det med, at selv de tålmodige mister tålmodigheden!

Ganske ganske få (udover min familie, som jo ikke sådan lige slipper (for) mig) har været med mig hele vejen gennem både skilsmisse og alvorlig sygdom. Én, som endda er et bekendtskab af nyere dato, har tålmodigt stået model og lagt øre til … ALT, stort set! Alle mine tanker, planer og bekymringer er blevet hældt ud over ham – han har både lyttet og givet råd – og ikke været bange for det. På mange måder har fortroligheden været grænseoverskridende – at turde stole helt uforbeholdent på et menneske var nyt for mig. Og samtidig må jeg blankt erkende, at jeg ikke altid har formået, at være lige taknemmelig. Jeg har snakket, skældt ud, raset og regeret, været urimelig, snakket, grint, grædt og snakket igen. Men guess what? Han er der endnu, og er ikke gået i stykker, som han selv udtrykker det!

Jeg håber, at jeg meget snart kommer dertil, at overskuddet rækker til også at give noget tilbage til de mennesker, der betyder noget i mit liv!

Det skylder jeg både dem og mig selv!

.